Volontør- beretning: Stort bryllup i Kamuzinda

Afrika InTouch-volontørerne Annika og Rebekka, som begge er i Uganda, fortæller her om deres oplevelser med at deltage i et lokalt ugandisk bryllup. Læs med herunder og læs hvordan man fester – african style. Måske finder du inspiration til din næste fest?

 

Hej med jer!

Det er lang tid siden vi sidst har skrevet en opdatering og det skyldes simpelthen at vi har været travlt optagede af blandt andet et lille smut til Zanzibar og et to-dages bryllup henover weekenden.

 

Når der holdes bryllup i Uganda, nøjes man ikke blot med at blive viet i kirken og holde en fest efterfølgende, nej man starter nemlig allerede dagen før, til en slags “for-fest”, kaldet en “introduktion”. Til introduktionen er de nærmeste af brudeparrets venner og familie inviteret, deriblandt os, selvom vi kun har mødt gommen få gange (men med hensyn til mzunguer er der vist andre regler).
Det der sker til introduktionen er at gæsterne bliver introduceret for hinanden, men vigtigst er det at gommens- og brudens familier bliver introduceret for hinanden. Introduktionen foregår hjemme ved bruden og skal ses lidt som at gommen tager hen og “henter” sin brud hjemme i hendes hjem.

 

Dagen efter introduktionen er brylluppet i kirken, hvor selve vielse finder sted. Efter vielsen holdes der så en stor bryllupsfest under pavillioner uden for kirken, for alle der kender brudeparret.

 

Brudeparret vi var til bryllup hos hedder John og Esther.

John og Esther på vej ud af kirken efter vielsen – så smukke!

 

Introduktion og bryllup i praksis:

Vi havde fået besked på at møde op ved kirken i Kamuzinda, til introduktion, fredag kl. 12 (“very early morning” som afrikanerne kalder det) så det gjorde vi. Men eftersom vi er i Afrika, burde vi nok have regnet ud at det ville være alt for tidligt at komme til tiden. Da vi havde spist en stor potion Matooke med fingerne (kogt banan) og ventet i et par timer på et par hvide plastikstole, blev vi endelig bedt om at gå over til bilerne (planen var at alle skulle fragtes ca. 6 km til landsbykirken Ester kommer fra), for da skulle vi “snart afsted”. Ventetiden er selvfølgelig altid rigtig hyggelig, da man får snakket med en masse mennesker, men nogle gange savner man som dansker lidt punktlighed. Denne gang fik vi blandt andet snakket med en afrikansk dame ved navn Roy. Hun var godt i stand og lignede en rigtig “african mama”. Hun fyrede en masse jokes af og havde den varmeste latter og et bredt og venligt smil. Hende havde vi det meget sjovt med, og hun snakkede rigtig godt engelsk, så hun oversatte det meste for os i løbet af introduktionen.

 

Efter at have ventet yderligere en times tid stående ved bilerne, og efter utallige photoshoots med afrikanere der ville have billeder af os i vores “gomas” (nationaldragten for kvinder i Uganda, som er obligatorisk til en introduktion), kørte vi afsted mod introduktionen.

Foran kirken i vores gomas, fredag på vej til introduktionen. Kvinderne kender vi ikke, men de ville frygtelig gerne tage billeder med os

 

Den afrikanske tid er virkelig noget der kendetegner Afrika, og noget man lige skal vænne sig til. Den løse tilgang til punktlighed og til klokken er noget der til tider kan være frustrerende, men også noget man lærer at sætte pris på. For eksempel har vi endnu ikke set et ur her i Uganda, der rent faktisk har fortalt os det rigtige klokkeslæt – nogle gange er den flere timer bagud eller foran. Afrikaneren siger selv: “in Europe you have watches – i Africa we have time”.

 

 

 

 

 

 

 

Lørdag mødte vi op i vores pænest kjoler (det er kun til introduktionen man bærer gomas), ved kirken kl. 15. Der var gudstjenesten godt i gang, men vi blev vinket ind og fik gode pladser ca. midt i kirken. Efter os var der flere der kom dryssende lidt efter lidt, så igen: african-time, også i kirken til brylluppet..! Daniel – præsten i Kamuzinda, viede dem og det ligenede egentligt et vestligt bryllup med hvid kjole og slør (billedet ovenfor). Efter vielsen dansede parret ud af kirken, efterfulgt af deres 6-7 brudepiger – alle klædt i skrig-pink, og tilsvarnede 6-7 brudesvende – alle klædt i turkisblå jakkesæt.
Efter vielsen var der traditionel mad til alle: matoke, ris, kål, beef-sauce og peanut-sauce.

 

Både til introduktionen og til selve bryllupsfesten, dagen efter, var der den vildeste oppyntning! Guirlander i alle afskygninger af lyserød og lilla, fyldt med glimmer, hang mellem pavillonerne, der ligesom alle borde og stole var betrukket af enten lilla, lyserødt eller rosa stof. Mellem pavillonerne var der også ophængt lyskæder og forskellige farvede kulørte lamper.
Vi blev ligesom alle de andre gæster, placeret på hvide plastikstole, for at lytte til taler, sange, danse og en masse anden underholdning. Til begge fester var alle taler og sange selvfølgelig på Luganda, så det var  lidt svært for os helt at forstå hvad der blev sagt og sunget, men med jubel, klappen, trampen og trillen med tungen, så højt at det kunne overdøve et helt stadion, var det tydeligt at mærke stemningen og nogenlunde fornemme hvad der skete.

Til introduktionen var alle rigtig fint klædt på, og pavillonerne var alle super fint pyntet.

Det var et meget anderledes bryllup end hvis vi havde været til bryllup i Danmark, men det var en super fed oplevelse og var glade for at være med. Generelt er det en helt utrolig gæstfrihed vi bliver mødt med her i afrika, og det er selvom vi er fremmede og slet ingenting ved eller forstår af deres kultur.