Afrika har lært mig at tale om tro

De sidste fire måneder har Ninna Schmidt Jensen været volontør i Uganda. Det har sat mange spor i hende  – nye venskaber, en masse gode oplevelser, erfaringer og ikke mindst minder for livet. Læs her om hvad der har inspireret hende allermest ved at være i Afrika.

Noget af det, der virkelig har inspireret- men også udfordret mig personligt trosmæssigt nærmest fra ”day one” har været den store brand for at fortælle andre om Jesus. Eksempelvis mødte vi en mand på et af de mest befolkede gadehjørner i Ugandas hovedstad, Kampala, der råbte og skreg og brugte de største armbevægelser. Vi forstod ikke, hvad han sagde, men han stod med biblen i hånden og ønskede tydeligvis, at de forbigående skulle høre om Jesus.

For mig personligt er netop det at skulle fortælle mine ikke-kristne venner om Jesus, en stor udfordring. Da jeg gik i gymnasiet og hver onsdag i det lange frikvarter tog til KFS (Kristelig Forbund for Studerende), sørgede jeg altid for nærmest at snige mig ud af klasseværelset, så ingen bemærkede det. Jeg var ikke flov over at komme i KFS, men jeg var heller ikke stolt af det, og i dag ærgrer det mig, at jeg ikke udnyttede muligheden for at fortælle mine ikke-kristne venner om Jesus.

Her i Uganda er det helt naturligt at tale- og diskutere tro både med venner og familie men også med fremmede på gaden, i bussen eller i køen til fodboldstadionet. Tro fylder meget i manges hverdag og er et samtaleemne næsten på niveau med vejret sammenlignet med Danmark, hvor tro ofte er en personlig sag, som man deler med sine nærmeste eller ens kristne venner. Men hvorfor ikke dele det glædelige budskab om Jesus, vores frelser med folk, der endnu ikke kender Jesus? Det spørgsmål er jeg efterhånden blevet stillet flere gange i løbet af de sidste par måneder.

En af dem, der har stillet mig netop det spørgsmål er en ung mand ved navn Simon, som vi mødte i bussen på vej hjem fra Kampala. Kort fortalt er Simon opvokset i en ikke-kristen familie, men fordi hans folkeskolelærer fortalte ham om Jesus, ændrede hans liv sig, og han er i dag kristen. Simon var for mig en stor inspiration, og han opfordrede os til at fortælle dem omkring os – vores familie, venner, kollegaer og ham/hende, som vi sidder ved siden af i bussen – om Jesus, for alle har brug for Jesus i deres liv, og det kan jeg kun give ham ret i.

Matt 28, 18:

Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”